Ocampo Den forunderlige appelsin

1. Auflage 2023
ISBN: 978-87-93578-47-0
Verlag: Mikroforlaget Apuleius Æsel
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 120 Seiten

Den forsvundne appelsin består af 16 eventyr for både voksne og større børn, cirka 9 til 11 år. Hovedpersonerne er alle børn, der ønsker at forlade den ofte utilfredsstillende virkelighed, de lever i. På den ene eller den anden måde træder de ind i magiens verden, hvor alt er muligt. Der er rovdyr, fugle og andre vilde dyr, der både kan tale og på magisk vis opfylder børnenes ønsker. I titelhistorien, Den forunderlige appelsin, konfronteres de to piger Claudia og Virginia med behovet for at være en anden end den, de er, da de finder den magiske appelsin, der kan opfylde deres ønsker.

Silvina Ocampo, f. 1903, er en af Argentinas mest kendte kvindelige forfattere. Hun kom fra en velhavende familie, der nedstammede fra det argentinske aristokrati. Hun studerede kunst i Paris hos Giorgio de Chirico, men valgte senere at blive forfatter. Hun skrev både poesi, prosa og eventyr for børn, men blev især kendt for sine novellesamlinger. Hovedpersonerne i hendes noveller er ofte kvinder, der er frustrerede i ægteskabet eller i familien og flygter ind i det fantastiske univers. Ocampo dyrkede sammen med sin mand, forfatteren Adolfo Bioy Casares, og deres fælles ven, Jorge Luis Borges, den fantastiske genre.

Autoren/Hrsg.

Ocampo, Silvina

Leseproben

Den forunderlige appelsin Claudia og Virginia var kede af det: den ene fordi hun var grim, den anden fordi hun var usikker. De klagede nat og dag, dag og nat over deres skæbne. Stakkels piger! - Hvad skal vi gøre? - sagde Claudia. - Jeg er så grim og fattig. Min kjole er fyldt med huller og mine sko har ingen sål. - Det ser pænere ud at gå barfodet. Og jeg som ikke kan lære noget som helst - klagede Virginia. - For jeg siger alt forkert. - Det er lyder mere tydeligt at tale sådan. Selv de døve forstår dig. - Og tænk, at vi var så smukke, da vi var små. - Du er da sta sta stadig smuk, men hvad nytter det? - Lad være med at dri dri drille mig. - Jeg gør det kæ kæ kærligt. - Hvad skal vi gøre? klynkede de to piger. I samme øjeblik bankede det på døren, og et bud rakte dem et telegram. Måbende læste de to piger deres navne. Det var første gang, de havde fået et telegram. De foldede det ud og læste: «JEG VED GODT, HVOR TRISTE I ER. JEG HAR MAGISKE APPELSINER. JEG GARANTERER FOR FANTASTISKE RESULTATER. KOM TIL MIG. SNAVSEDE ANSIGTSGADE 11. 924.752 FAGRE BY. TROLDMANDEN TJUKUTJUKU.” Virginia og Claudia så forbløffede på hinanden. De havde svært ved at beslutte sig. De vidste hverken, hvor Snavsede Ansigtsgaden eller kvarteret Fagre By lå. Når de gik ud, var det kun for at gå i skole, for at hente brød, mælk eller for at gå ærinder for deres mødre. Claudia, der var den mest beslutsomme, prøvede at overbevise Virginia om, at deres liv ville ændre sig, og at de ville blive lykkelige, hvis de hentede appelsinerne. Virginia lod sig ikke overtale med det samme. - Hvad hvis appelsinerne er forgiftede? Hvis det er en spøg, og de griner ad os? Hvis vi kommer i avisen som ofre for et bedrageri? Hvis vi bliver straffet for at gå alene til ham Tjukutjuku? Hvis vi hverken finder huset eller kvarteret? Hvis vi finder det og bliver bidt af vagthundene, når vi går derind? - advarede Claudia. Virginia holdt sig for ørerne og udbrød: - Af sted, af sted, af sted! Virginia tog Claudia i hånden og trak hende hen til gadehjørnet, hvor de tog sporvognen til Rådhuspladsen. Mens de kørte, gentog Virginia Tjukutjuku for ikke at glemme troldmandens navn. Hun havde aldrig før set en sporvogn. Deres mødre havde forklaret, hvordan den så ud. Hvorfor var der ingen taxaer? Var det mon en sporvogn? Det var som om de drømte. Under køreturen diskuterede de, om de skulle tage til stoppestedet Helleparken eller til Ellevetallet, men konduktøren, som de viste adressen på telegrammet, gav dem en lang og tåbelig forklaring, som kun Claudia forstod. Da de kom til Rådhuspladsen, stod de af, fulgte konduktørens anvisninger og steg op i en hestevogn. Hestene havde sløjfer og fjer på manken og bjælder på benene. Vognføreren kørte dem en eller to blokke frem, men han fandt snart ud af, at de ikke havde nogen penge til at betale med, og så bad han dem om at stå af på en gade, hvor der var en lang trappe. Virginia opdagede et skilt med kvarterets navn, Fagre By. De gik op ad trappen, som var den gade, de ledte efter, og som vendte ud mod Triangelpladsen. Det var første gang Virginia og Claudia så en gade, der gik i forlængelse af en trappe, dens huse og dens plads. Pigerne fandt snart frem til nummer 11.924.752. De mange tal viste, hvor uendeligt lang gaden var. De standsede foran en grøn dør. De tøvede lidt, før de bankede på. Claudias hjerte bankede hårdt af utålmodighed; Virginias af frygt. De så på hinanden og gik derhen. Virginia bankede på og trak hånden til sig, som havde hun brændt sig. Døren, der var meget lille, gik op af sig selv med en melodisk knirken. De to piger bukkede sig ned og rørte ved gulvet med hænderne, mens de gik ind. Den lille dør svarede ikke til husets enorme størrelse. Det var ikke et hus, men et palads. De trådte ind i en, to, tre, fire oplyste saloner. I den femte salon på et bord, der stod midt i rummet, stod de magiske appelsiner, der så ud som om de var lavet af glas, fordi de skinnede så meget. Alle kunne se sig selv i dem, som var de et spejl. Claudia og Virginia så tøvende på hinanden, for de turde ikke røre ved dem og endnu mindre smage på dem. Men alle appelsinerne var ikke lige smukke: Der var en, der var lillebitte og så ud som om den var lagt der af en fejltagelse, den var rynket og grim som de appelsiner, man ikke vil købe, og som frugthandleren giver gratis væk. Claudia og Virginia betragtede appelsinerne og så deres ansigter spejle sig i dem. Claudia valgte den smukkeste og mest skinnende appelsin; Virginia tog den største. Virginia sammenlignede de to appelsiner. Claudia skulle lige til at bide i sin appelsin, da Virginia standsede hende: - Mon den er virkelig, kan den være giftig, kan det være en spøg? Claudia standsede et øjeblik og spurgte sig selv, om hun havde ret, men hun brændte af nysgerrighed og bed i appelsinen. Frugten havde virkelig en magisk kraft. Havde pigerne under påvirkning af troldmanden Tjukutjuku lært at kende kraften i den enkelte appelsin og vælge den rette? Så snart Claudia havde bidt i appelsinen, begyndte hun at stråle af skønhed: Hendes mund skinnede som et kirsebær, hendes øjne lyste blå, hendes kinder syntes at få farve, og hendes øjenvipper var mere silkebløde, lange og sorte end filmstjernernes. Den lappede kjole med huller forvandledes til en changerende silkekjole, der var dækket med pailetter og bånd, med blonder, volanter og kniplinger; hendes sko, der var uden sål, forvandledes til de fineste hvide gedeskindssko; hendes slidte hårbånd forvandledes til himmelblå perlebroderede fløjlsbånd; hendes bomuldsstrømper forvandledes til rosa nylonstrømper. For hvert bid hun tog af appelsinen, dukkede et nyt stykke tøj op; en strikket kappe til skuldrene, et gyldent bælte til taljen, en parasol, der åbnede sig som en sol, og den lille pung med glasperler var beregnet til at hænge på armen; et broderet lommetørklæde til lommen; en guldkæde med medaljer og et halstørklæde af hermelinskind til halsen; en blondevifte til hånden og perlemorsringe til fingrene; og til natten en natkjole af tyl. Hun lignede en dukke. Virginia tøvede med at bide i den appelsin, hun havde valgt. Med ansigtet oplyst af intelligensens lys, som er endnu smukkere end skønheden selv og alle de guddommelige beklædningsgenstande, men som ikke kan beskrives, spurgte hun Claudia: - Ved du, hvem der har skrevet Den guddommelige komedie og hvilket år? Det var Dante, der skrev den, altså ikke ”tante”, men Dante. Jeg husker nogle vers, som jeg kan læse bagefter, hvis du er interesseret. Claudia svarede nedladende: - Er det at være intelligent? Se på mine øjne. Se min kjole og de ringe, jeg har på fingrene. - Du er ikke moderne. Ved du, hvem der skrev Hengivenhed for Buenos Aires? Det er en argentinsk forfatter, og ham burde du kende. At du endnu ikke har læst Platon eller Parmenides er forståeligt med tanke på din alder. - Det interesserer mig ikke, det sagde jeg jo. Se mine øjenvipper og mit hår. - Og hvad vil du fortælle om Relativitetsteorien? Prøv at udtale Einstein. - Jeg taler ikke kinesisk. Se mine strømper, mine handsker. - Men det er ikke at være smuk! Strømperne og handskerne kan købes. Har du læst Idioten eller Madame Bovary? Du mener nok, at disse bøger er af den samme forfatter. Men du ved heller ikke, hvem der opfandt elektriciteten eller psykoanalysen. Du ved selvfølgelig heller ikke noget om engelsk litteratur eller Shakespeare. Men du så Romeo og Julie i biografen sammen med mig. Når jeg ser, hvor velklædt du er, bliver jeg klar over, hvor uvidende du er. En klovnehat ville passe til det tøj. - Det er ikke intelligens: bøger kan købes. - Men de bevares i mindet, og jeg har aldrig set nogen købe minder. Giv mig en bid af din appelsin, eftersom du synes, at jeg er misundelig. - Ja, hvis du også giver mig noget af din, accepterer jeg. Begge piger smagte på hinandens appelsiner. Mens de var på vej hjem, var de blevet så perfekte, at ingen kunne genkende dem. - Jeg skammer mig. Hvad vil mor sige, når hun ser, hvor smuk jeg er? - sagde Claudia. - Jeg vil hellere se grim ud. - Hvad vil far sige, når han ser mig så selvsikker? - sagde Virginia; - jeg vil hellere stamme lidt. Men da de trådte ind, opdagede de, at appelsinerne var sluppet op, og dermed også det perfekte. De diskuterede lidt, men blev enige om, at hvor svært det end måtte være, ville de gå tilbage til paladset og hente de appelsiner, som var blevet tilbage. De kørte den samme vej med sporvognen og i den samme hestevogn, indtil de stod foran den samme trappe, som de gik op...