E-Book, Dänisch, 396 Seiten
Bang Håbløse Slægter
1. Auflage 2019
ISBN: 978-87-430-6275-2
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark
E-Book, Dänisch, 396 Seiten
ISBN: 978-87-430-6275-2
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark
Autoren/Hrsg.
Weitere Infos & Material
FØRSTE BOG
»SOM MAN SÅR —« Prolog
Det var en gammel Slægt, meget gammel, grå af Ælde i Landet. Stamtavlen fortalte desuden, at den en Gang havde haft Forleninger både på Fyen og Sjælland, men det var rigtig nok længe siden, og i de sidste Par Hundredår var det gået tilbage med Storheden. Adelskabet var gået i Glemme, og Berømmelsen var hendød med Adelskabet. Familjen levede ubemærket, nogle drev Handel, andre drev Håndværk, der var vel også studerte Folk imellem, thi Slægten var stor; men intet ragede op, alt var det ganske middelmådigt og stilfærdigt. De fleste havde vel endogså glemt deres store Stammenavn. Men hen imod Slutningen af det forrige Hundredår kom en enkelt Gren af Ætten til Kræfter. Den ene Linje lod sit Adelsskjold fornye ved Reskript. Den anden nøjedes med at forynge det ved Dåd. Det var som Jurister, denne Linje udmærkede sig: dens Medlemmer svang sig op til de højeste Poster, høje Titler og Kors fra alle Lande bleve atter Attributer til Navnet. Det var strenge, viljehårde Mænd, som forstod at arbejde, og som vidste, hvad de vilde. De skyldte deres jernflid og deres stærke Hjerner deres Lykke. Men ved Siden af Dygtigheden, jævnsides med den anstrængte Flid gik i hele Slægten en vis urolig Excentricitet, en Hang til Overdrivelse i alt, som skaffede sig Udslag på forskellig skiftende Vis. Fornyeren af Slægtens Anseelse var ivrig Pietist, han skrev gudelige Bøger og tugtede sit Legeme med al Slags Poenitentse. Hans Hustru var letsindig og flagrende; hun elskede at give og stjal fra sin Mand for at tilfredsstille sin Lidenskab. Undertiden under den daglige Husandagt lo hun over til Børnene ligesom et Barn og kastede Papirskugler på Tjeneren. Hun skrev også Vers, hvor der var megen Tale om Hyrder og smukke Hyrdinder af noget letfærdige Sæder. Hendes Lidenskaber vare overmåde heftige i alt. Det var Stamforældrene. Deres Datter gjorde dem, som det synes, adskillig Sorg. Hvorledes det egentlig har forholdt sig, er ikke godt at sige. Vist er det, at Frøkenen var, hvad man sædvanlig kalder noget let på Tråden. Så blev hun nok forført af en adelig Officer og forskudt af Faderen; men Moderen understøttede dem troligt — de blev siden gifte — indtil de forsvandt i Mørket. Sønnen gik i Faderens Spor og bragte det lige så vidt. Han havde Faderens Jernflid, hans hurtige Blik og hans Begavelse. Arbejdede desuden med et videre Syn i en yngre Tid. Han gik hæderligt ind i Rækken af de stærke Mænd, som gav Begyndelsen indtil Midten af dette Hundredår dets ejendommelige Præg. Fra Moderen havde han arvet en stærk Uro, han måtte altid være sysselsat, altid have fuldtop at gjøre. Så skrev han Vers i sine ledige Timer; de var ikke gode, men skønt en Minister under Kristian VIII havde en Del at bestille, skrev han så stor en Mængde, at han måtte gemme sine Produktioner i Klædekurve. Han havde også arvet mer fra Moderen: han var lige så ødselt givende som hun og lige så heftig. Desuden var han en forfængelig Mand, der holdt af at ses og nævnes. Slægtsvåbenet blev broderet på alle Vognpuder, han lod bringe Orden i sin Stamtavle og vilde hæve sin Familje ved at slutte Forbindelse med den »nye« Adel. Heri støttedes han af sin Hustru. Han havde ægtet hende sent som en ansét Mand, og det var vel et Spørgsmål, om den smukke Kvinde havde ægtet Manden eller Navnet og dets Fremtid. Ikke desto mindre blev Ægteskabet lykkeligt: han ødslede på hendes Hjem en den Gang næsten ukendt Luksus og overdængede hende med Smykker, Silkekjoler og Vers. Det var hans Glæde. Hun modtog alt med den samme Ligevægt og søgte kun at lægge en Dæmper på Excellencens Uro. Hun levede i Håbet om en glimrende Fremtid for sine Børn og frygtede kun for, at Mandens Excentricitet skulde ødelægge alt. Hun græd et helt Døgn, da Ministeren en Gang i Tanker havde skrevet et Kærlighedsdigt midt i en Indberetning til Statsrådet. Men, da Majestæten fandt Historien så morsom, at han gjorde sin Versmager til Storkors, formildedes Fruen igen. Af deres Børn var Ludvig, den ældste Søn, fremfor alle Faderens Yndling. Han havde også glimrende Evner og meget af den Elegance, som nedarvet Fornemhed skænker. Man kunde sige sig selv, at dette sextenårs Menneske, selv med et ringe Fond af Dygtighed og Handlekraft, vilde bringe det vidt. Der var jo forud arbejdet for ham. Men det viste sig tidlig, at Ludvig hørte til »de store Dygtigheders Sønner« — han var meget svagelig, nervøs, allerede tidlig stærkt melankolsk. Man var ved ham øjensynlig nået til et nyt Stadium i Slægtens Historie. Kraften var bleven borte, Hjernerne var ikke længer så stærke. Excentriciteten havde taget Overhånd. Ludvig kendte intet til Middelvejen, han overdrev i alt; samtidig var han endnu mer urolig og jagende end Faderen, han havde intet stort Arbejde at stille op som Bolværk mod sine Luner. Men Faderen vilde ikke se dette; Sønnens Talenter — han skrev Vers, der var adskilllig smukkere end Excellensens — han havde Talent for Sprog, han sang overordentlig smukt, og ingen kunde køre sine Blodsheste elegantere end han — blændede ham, og han lod ham længe skalte, som han vilde. Hans store Forfængelighed ledede ham desuden til at ødsle mer end sædvanlig på Ludvig, der jo havde så rige Midler til at optræde blændende i et vist Liv. Sønnen rejste meget, deltog hjemme i alt, hvad den fornemme Ørkesløshed foretager sig, gjorde Gjæld, som blev betalt af Excellensen uden Knurren, fuskede lidt med alt og blev tidlig ødelagt på forskjellig Måde. Han blev stadig mere nervøs og mere lidende — hans Melankoli var foruroligende, og den Munterhed, som undertiden afløste den, var ængstelig forceret. Man begyndte at spørge, hvad Ludvig Høg skulde blive til, og beklagede allerede hans Fader. En Dag kaldte Excellencen Sønnen ind i sit Arbejdsværelse, og der blev talt meget højt og længe. Fruen hørte sin Mands Stemme skrige hæst op og derpå en stærk, langvarig Hulken. . Det var ud på Efteråret dette skete. Hele Vinteren læste så Ludvig som en gal Mand, han sov tre Timer i Døgnet og holdt sig om Natten vågen ved at drikke Sherry og sidde med Fødderne i Isvand. Der var noget af Slægtens Arbejdskraft i ham, men han havde ikke dens fysiske Styrke. Den pludselige, overdrevne Flid ødelagde ham yderligere, hans Sundhedstilstand nedbrødes uoprettelig, og hans Evner svækkedes betydeligt. Imidlertid fik han ved Sommertid juridisk Examen med første Karakter, og Excellencen var tilfreds. Nu kunde han foreløbig rekreere sig; når han så kom hjem, kunde der gjøres noget for ham. Ludvig rejste til Paris. Der var to Sønner foruden Ludvig. Den ene var ret begavet, den anden blev Landmand. I den Høgske Slægt svækkedes Talentet, Kraften og Jernfliden, Excentriciteten voxede, Lunefuldheden, som var kommen der ind med den versskrivende Stammemoder, Overdrivelsen, som havde ladet Stammefaderen blive en af sin Tids ivrigste Pietister. Hverken Ludvig eller hans Brødre drev det til ret meget. De havde alle levet for tidlig med og vare uden Energi, de levede som Rigmænds Sønner og gik i deres Ungdom op i en marvløs Dilettantisme, der ofte er Sysselsættelse for slappe Slægter. Familien Høg havde overanstrængt sig, disse Børn vare mærkede af denne Overanstrengelse. Slapheden i Slægten understøttedes nu tilmed af visse Ejendommeligheder i Tiden. Ludvigs Ungdom faldt i Slutningen af den æsthetiske Tid herhjemme: Det store Arbejde var gjort, de store Værker skrevne, man hvilede sig, vuggede sig velbehagelig i det hegelske Fantasteri og i den potenserede, poetiske Følsomhed. Politiken begyndte at vågne . . . man talte om Frihed, om Lighed og om Tyrani, det var denne Talen, man kaldte Politik. Alt var Ideer den Gang, Fædrelandet, Friheden, Forfatning, alt, og netop derfor tumlede man så let med det altsammen, Ideer holdte over Virkeligheden ere stumpe Våben, Børn kunne lege med; Realiteter ere farligere at spøge med. Så kom otte og fyrre. Handlingens År. Der var i Folket Kræfter bag Ordene, det sås, da man måtte tage sig sammen. Folkets Smigrere tog så denne Handling for en Begyndelse, Indvielsen af den nye Tid, måske var den snarere Afslutningen af en gammel, Frugten af den nationale Vækkelse i Hundredårets Begyndelse og af den Hårdførhed, de knappe Tider den Gang havde lært os. Men derom får den Historie dømme, som ikke skrives af Sønner, der have lidt under Fædrenes Vildfarelser. Krigen otte og fyrre var en Dåd, der i det mindste for nogen Tid holdt oppe, holdt Folket sammen. Hvem der...
