Holm Slaget om Kejserstaden

1. Auflage 2023
ISBN: 978-87-430-2142-1
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, Band 3, 528 Seiten

Reihe: Skyggefjenden

Alain og hans venner er spredt ud over hele Kejserriget. Desperat prøver de at finde allierede til kampen mod Skyggefjenden, som nu strammer grebet om riget. Men at samle en hær tll at gå mod Kejseren selv... det er lettere sagt end gjort. Mens de mørke kræfter trækker sammen om Kejserstaden, må Alain, Rowena, Duncan og Aruthan bruge alle deres evner for at holde sig et skridt foran. Da en magisk kuppel lukker sig over Kejserstaden, må mennesker, elvere, feer og Irari stå sammen for at udkæmpe det sidste og afgørende slag. Men det er ikke alle, man kan stole på... Slaget om Kejserstaden er det tredje og sidste bind i serien om Skyggefjenden.

Claus Holm - som ikke er identisk med TV kokken af samme navn, selvom de begge er overvægtige og bebrillede mænd - blev født i Gladsaxe i 1976. Han indledte sin karriere på engelsk med novellesamlingen Dreams and Awakenings, og kort efter fulgte science fiction romanen Uplink på dansk. Han har siden sin debut udgivet bøger på både dansk og engelsk. Han er glødende anglofil og føler sig i sit hjerte som Amerikaner, selvom han er født og opvokset i Danmark. Han bor i dag i Gladsaxe i en lejlighed fyldt til randen med tegneserier, DVD film og bøger - deriblandt flere kasser rollespilsbøger. Han har spillet rollespil siden han var barn, og flere af hans romaner er inspireret af rollespilsscenarier og -karakterer.

Autoren/Hrsg.

Holm, Claus

Leseproben

1
Alain følte sig temmelig latterlig over at føre æslet ved hånden i stedet for at ride på en hest. Derudover havde han aldrig været mere beskidt og ildelugtende i sit liv, og det tøj, han havde på, var alt for varmt til efterårsklimaet omkring Kejserstaden. Det havde været Isabellas ide at gemme sig bag en forklædning, men af og til greb Alain sig i at ønske, at de havde valgt en anden plan. Men der var også lyspunkter ved at rejse på denne måde. Joanna og Isabella gik sammen med ham, og Joanna benyttede hver en lejlighed til at udvise hengivenhed. Mens de gik langs med vejen, lod hun ofte sine fingre flette sig sammen med hans eller strøg ham over armen og ryggen. Hendes berøring fik Alain til at glemme både tøjet, lugten, snavset og sine ømme fødder. Hans kærlighed til hende var så stor og overvældende, at han sommetider helt glemte hendes andet liv, og at hun i virkeligheden var Kejserinde Anna og havde en magtfuld ægtemand. Så længe hun blot var Joanna, kunne han skyde det ud af hovedet, og så vidt han kunne se, var hun lige så glad for ham, som han var for hende. De havde også set deres snit til at elske et par gange undervejs, når de kunne finde tilstrækkeligt privatliv til det. På æslets ryg var pakket noget, der ved første øjekast lignede et stativ til at slå op på en markedsplads. Det var dog Alains rustning og våben, der var camoufleret med stykker af jern og træ omkring dem. De havde andre våben skjult under deres kapper, og i bunden af en taske, der ved en hurtig inspektion så ud til at indeholde frugter, lå den krystalkugle, de havde hentet i feernes rige. Joanna havde tænkt sig at skjule den et sted, hvor hun mente, hverken Inkvisitionen eller Skyggefjenden – den Kejserlige rådgiver, Denton Flak – kunne få fat i den. De havde selvfølgelig ikke gået hele vejen fra Dostor. De første dage havde de redet på deres heste gennem skovene, der var ved at skifte til deres farvestrålende røde og gule efterårsfarver. Først da de nærmede sig de store hovedveje, havde de iført sig deres forklædninger og byttet de tre heste med et æsel fra en gård. De havde ikke spurgt om lov, men det var ikke en situation, der gav Alain den store samvittighedsnag. Hestene var mere end tre gange så meget værd som æslet, og bonden ville, når han fandt ud af, at han havde fået tre nye dyr, næppe savne et udtjent trækdyr. Isabella, der ikke havde en forelskelse at tænke på, holdt nøje øje med vejen. Hun havde, lige siden hun sluttede sig til Inkvisitionen, haft en tendens til at betragte verden med et stænk af paranoia, der kom hende til gode nu. De anede ikke, hvor stort et netværk Flak havde, men taget i betragtning at han havde siddet i sin position som mangeårig Kejserlig rådgiver, var det med al sandsynlighed temmelig omfattende. Enhver, de mødte på vejen, kunne være i ledtog med Flak eller sende besked til ham. At vende tilbage til Kejserstaden med kuglen og tage den lige ind i dragens hule var heldigvis det sidste, Flak ville forvente … håbede hun. Nu, hvor Kejserstaden blev synlig i horisonten, satte de farten lidt op. Alain vidste godt, at de ville blive nødt til at sove i skjul og ikke kunne tage ind på en kro eller for den sags skyld hjem til hans onkel Thom, men alligevel mærkede han glæden ved at se byen igen. Den havde været så stor og smuk, da han kom dertil for et par måneder siden. Var det virkelig kun så kort tid siden, at han, Rowena, Duncan og Geronimus var taget ud på manddomsrejsen? Det havde været forår, da de red ud fra Jilead, og verden havde syntes så smuk og fuld af eventyr, men nu var efteråret kommet. Geronimus var død, og Duncan og Rowena var på vej sydpå sammen med Aruthan, elveren, der havde rejst med dem, siden de havde mødt ham ved Danubris-grænsen. Han havde svært ved at tro, at så meget kunne være sket på så kort tid. Joanna klemte hans hånd kærligt et øjeblik og så op på ham. ”Hvad tænker du på?” ”De andre. Der er langt til Danubris, og jeg håber, de når sikkert derned.” Joanna smilede. ”Det er jeg sikker på, de gør.” ”Men vi ved ikke, hvor lang tid vi har.” ”De kan ride hurtigt og uden følge. Jeg er sikker på, de klarer turen i fin tid.” ”Og hvad med dig… jeg mener, Kejserinde Anna. Vil hun ikke blive savnet, når hun ikke vender tilbage?” Joanna smilede. ”Husk, at Kejserinde Anna officielt stadig er i Dostor hos sin far, hvor hun hygger sig, spiller spil og drikker jordbærsaft uden tanke for, hvad der sker i resten af verden. Det er sådan, Ankor og hans embedsmænd ser mig, og jeg håber, det samme er tilfældet med Flak.” ”At han undervurderer dig, mener du? Han virkede for intelligent til den slags. Jeg ved godt, du kender ham meget bedre end jeg, men bare på de to gange, jeg mødte ham…” ”Han er intelligent, men han er også en mand. Mænd har det med at undervurdere kvinder.” Hun gav hans hånd endnu et klem. ”Det kan selv du vel ikke være helt uskyldig i.” ”Måske ikke, men jeg kender mine egne grænser, og jeg ved, at der er flere kvinder, der er bedre end mig til mange ting. Rowena er en langt bedre skytte end jeg. Isabella kan bruge magi og hoppe på skyerne som Inkvisitor. Og du…” ”Ja, hvad med mig?” spurgte Joanna med et skævt smil. ”Du er vidunderlig og stærk og intelligent og kan skifte form til et helt andet menneske. Men jeg er dygtig til at bruge mit sværd, og jeg har endnu ikke mødt min overmand med det.” ”Jeg håber ikke, det sker.” Joanna så væk, og en skygge fløj over hendes ansigt. ”Jeg håber ikke, det kommer til åben krig, men… det begynder at se ud, som om vi ikke har ret mange andre muligheder.” ”Åben krig med Flak, mener du?” Alain rystede på hovedet. ”Han har jo ikke officiel magt. Hvis vi går i åben krig, bliver det mod Kejseren selv, som Flak styrer.” ”Det ved jeg. Men som vi talte om forleden dag, så er det riget, vi skal være loyale mod, og ikke Kejseren…” ”Så ti dog stille!” hvæsede Isabella fra den anden side af æslet. ”At I to går og snakker åbent på en landevej, som om der ikke kunne være tusind ører, der lytter, er simpelthen det dummeste!” Alain så sig om. ”Tusind ører? Hvor? Der er ingen i synsvidde andet end den kærre dér fremme, og han er næsten en halv kilometer væk.” Isabella så over på dem, og hendes øjne glødede næsten i skyggen under den hætte, hun havde trukket dybt ned i panden. ”Hvis vi ser helt bort fra, at der kunne ligge folk i græsset langs med vejen, som vi ikke kan se – har du så glemt, at der er nogen, hvis motto er, vi ser og hører alt? Der er masser af måder at lytte til samtaler på afstand. Det betyder, at man ikke går og snakker om den slags planer her ved højlys dag på en Kejserlig vej!” Joanna lagde en beroligende hånd på Isabellas arm. ”Isabella, vi er nødt til at kunne tale sammen. Så vidt alle ved, er jeg i Dostor, og der er ingen, der har grund til at lytte med. Desuden, hvis vi bliver ved med at kigge os over skulderen, så glemmer vi at se fremad. Vi er sikre nok, når vi er alene.” ”Så siger vi det…” mumlede Isabella. Hendes øjne blev ved med at afsøge vejen forude. Selvom Kejserstaden var blevet synlig i det fjerne, var de ved solnedgang blevet trætte og foretrak at slå lejr ved vejsiden, før de kom til fattigbyen. Mens æslet fredeligt græssede, lå de tre forklædte venner omkring et lille bål. Da Alain var redet sydpå, havde bålet kun været til at lave mad over, men nu var det køligt nok til, at de søgte varmen fra flammerne. Alain lå med sin ene arm rundt om Joanna, mens hun så ind i flammerne. Joannas tanker var mindre glade og flirtende end hendes attitude. Hvert skridt nærmere byen bragte dem tættere på Kejseren, og på den mand, hun nu vidste, havde organiseret Kejserens voldtægt af hende. Hun huskede stadig den afmagt og ydmygelse, hun havde følt, da hendes minder var blevet genskabt af Newemas kraft. Hun havde aldrig været hævngerrig af natur, men længtes alligevel efter at give Flak igen. Samtidig mærkede hun stadig eftervirkningerne af den sammensmeltning af sjæle, hun havde oplevet under slaget. Hun og Rowenas sjæle var blevet ét, og hun hørte jævnligt tanker i sit hoved, der stammede fra Rowena. Glimt af minder, der ikke var hendes egne, dukkede af og til op, selvom...