Pedersen A.I.

2. Auflage 2020
ISBN: 978-87-430-1765-3
Verlag: BoD - Books on Demand
Format: EPUB
Kopierschutz: 6 - ePub Watermark

E-Book, Dänisch, 140 Seiten

De ældste gik flere årtusinder tilbage. Nogle overlevede forandringer i tiden, andre forsvandt. Fra ganske få voksede de til et uoverskueligt antal, men jo flere de blev, jo mindre vigtighed tillagde man dem. Det var i orden at ignorere dem - indtil nu. Hvordan reagerer vi, når de utilsigtede konsekvenser af vores handlinger skaber det, vi siger, vi altid har ønsket? Får vi det, vi ønsker?

Torben Pedersen debuterede i 2018 med romanen "Mørke." Dette er den anden bog i forfatterskabet. Fokus er på de menneskelige reaktioner på uventede situationer og på hvordan fortiden til tider er en dårlig rettesnor for fremtidens udfordringer.

Autoren/Hrsg.

Pedersen, Torben

Leseproben

SÅ MEGET FOR TALEMÅDER ...
”FØLG PENGENE” LYDER EN GAMMEL TALEMÅDE – OG IKKE UDEN grund. Når man gør det, finder man som regel - før eller siden - frem til dem, der har interesser på spil. Ikke nødvendigvis ophavsmændene, men i hvert fald dem, der er interesseret i at opretholde status quo, fordi det tjener dem. Det er så mit job – at forstyrre status quo og i bedste fald bringe det til fald. Derfor bruger jeg en god del af min tid på at rode rundt i den mere beskidte del af de menneskelige aktiviteter: narko, prostitution, kopivarer, data – alt, hvad der udbydes til fornøjelse og adspredelse, men ikke kan købes i et supermarked. Ifølge alle stereotyper burde jeg så være en lettere falleret Humphrey Bogart-type, der sidder på et smudsigt kontor, da en smuk blondine træder ind ad døren, men desværre. Mit kontor er pinligt rent, da computere nu engang har det sværere med støv, end papirarkiver har. Og den sidste blonde person jeg har set her i lokalerne, er en cirka 50 kilo overvægtig mand, der appellerer lige så lidt til mine seksuelle fantasier, som en 5-årig gør – uanset køn. Personligt ligner jeg nok mere den klassiske nørdtype og mine eneste våben er teknisk forståelse, en god mavefornemmelse for det usædvanlige og en udpræget mangel på virksomhedstilpasset pli. Det sidste kalder andre det – jeg kalder det sans for rimelighed. Men jeg leverer resultater, og det lever jeg af. Ikke prangende, men jeg overlever. Og jeg nyder det faktisk. Det tiltaler min verdensopfattelse. Der er en skamløs indre følelse af tilfredshed, når man følger en sag til dørs og hører dommen falde. For at levere resultater, skal der undersøges og nogle gange diskret. Til det formål har jeg en række falske profiler med alle de nødvendige baggrundsdata, det kræver at få det til at se troværdigt ud: Fødested, uddannelse, billeder, interesser, opslag om diverse ting forskellige steder, opslag der skaber det rigtige indtryk af ens holdning til de rigtige emner. Alt sammen til når der er nogen, der tjekker – for det er der altid nogen, der gør. Jobinterview eller narkohandel, prostitution eller pædofilioptagelser – der er nogen, der vil vide, hvem de har med at gøre. For tiden har jeg 12 primære profiler, der er helt fyldt ud og klar til at gennemgå en dybdeborende sikkerhedskontrol, samt en halv snes ’småprofiler’, der ikke er så grundige, men kan hives frem til hurtige undersøgelser. Jeg påtager mig så en passende onlineprofil, alt efter opgaven. Det kan lyde en smule personlighedsspaltet, når man på samme arbejdsdag går fra en personlighed, der efterspørger optagelser af thaipiger på maksimalt 7 år, som kan voldtages efter kundernes ønsker, til at agere trainee hos en større bank, der skriver arbejdsrelateret brok på en usersite: brok, som senere skal findes af de rette læsere, for at begrunde hvorfor man vil have fat i stimulerende stoffer. Det er bare et spørgsmål om at være lidt fleksibel og skelne imellem påtagede roller. Men, alle sagerne ender alligevel med det samme: Penge. Der er nogle leverandører, der ønsker en fortjeneste. Selvfølgeligt er det i enkelte sager lige så vigtigt og interessant, hvem køberen er. Købere af hackermalware eller betalingskortdata kan man ikke bare ignorere, men metoden er altid den sammen: Følg pengene. Jeg er ligeglad med hvilken form de antager, hvilke veje de går af, eller hvordan de bliver forsøgt skjult undervejs. Jeg følger dem til vejs ende. I kraft af det job har jeg efterhånden set en del, og Demokratispillet var egentlig bare endnu en arbejdsopgave. Jeg vil da heller ikke nødvendigvis sige, at ’Spillet’, som nogle bare omtalte det, er det værste jeg har været forbi - slet ikke. Ikke engang tæt på, faktisk. Jeg mener, det var et computerspil: figurer, programmeret til at reagere med et bestemt mønster, når de i et forudplanlagt scenario blev udsat for bestemte stimuli. Ikke fordi, det ikke var godt lavet – det var det: Afsindigt godt lavet, rent programmæssigt. Specielt publikum og den måde de blev inddraget på. Det virkede ret improviseret. Det var én ting at vise et skuespil, der påvirkede folk. Det var essentielt det samme, de gamle grækere gjorde i deres udendørs teatre. Men inddragelsen af publikum, der var til stede i form af avatars og få dem til at agere naturligt i et samspil med de personer, der nødvendigvis måtte være computerskabte var noget af en præstation. Der var nogen med seriøs computerkraft, der stod bag det her. Man kunne stå i rummet og med en stimuliopkobling kunne man mærke gulvet under sig, lugte lokalet, sveden og ånden fra personen ved siden af. Med en empatiopkobling kunne man også mærke, hvordan det, som hovedpersonen blev udsat for, føltes – fra hans synsvinkel. Det havde jeg ikke behov for. Nu er det jo ikke ulovligt at lave computerspil, uanset om man bryder sig om indholdet eller ej, så jeg interesserede mig ikke specielt for spillets etiske eller politiske korrekthed. Det der interesserede mig, var spillets indtægter. Det var ikke gratis at deltage i spillet, og de mere eller mindre skjulte reklamer betalte også for at være der. Der var derfor penge i omløb, penge som skulle kanaliseres et sted hen, og det sted burde man betale skat af indtægterne. Det tvivlede jeg stærkt på rent faktisk skete. Så alt i alt var det sandsynligvis en sag om skatteunddragelse; ikke så spændende, men det kom på den anden side an på beløbsstørrelsen. Jeg lænede mig tilbage i stolen, strakte armene over hovedet for at få stivheder i nakken væk, knækkede fingrene et par gange og gik i gang med mine standardværktøjer. Timer senere tog jeg headsettet af, skubbede viziobrillerne op i panden og lænede mig tilbage i stolen igen. Jeg sad et øjeblik og stirrede tomt ud i luften, trommede lidt på stolens armlæn, imens jeg mentalt gennemgik, hvad jeg havde fundet frem til. Utilfreds med resultatet tog jeg udstyret af, afsprittede det og gjorde klar til næste dag, inden jeg forlod kontoret før tid. Jeg spiste et eller andet på vejen hjem, der udgjorde det for min aftensmad, købte en øl og tog den med hjem. Hjemme i lejligheden satte jeg mig i lænestolen, drak min øl imens den stadig var kold, og ventede på at alkoholen skulle løsne op for fastlåste tankegange, inspirere mig til at tænke i nye baner. Det gjorde den ikke. Tilbage næste dag startede jeg med at gentage, hvad jeg allerede havde gjort dagen før. Systematisk og grundigt, præcist som dagen før, imens jeg kontrollerede mig selv for eventuelle fejl – som jeg ikke fandt. Alternative metoder. Jeg gik igennem de mest typiske betalingsmidler, der blev brugt af kunderne, fulgte blockchainsporene fra enkelte kunder videre ud i finanssystemet, uafhængigt af de andres kunders akkumulerede beløb, der kom oven i. Jeg gjorde det på flere kunder og hver gang endte jeg samme sted: Stedet, der ikke eksisterer. Se sådan her på det: Betalingen for ydelsen på ’Spillet’ eller en hvilken som helst anden ikke helt legal ydelse, er som en stjålet bil. Hvis du sender bilen direkte og i færdig form frem til slutmodtageren, vil overdragelsen være så tydelig, at du lige så godt selv kan kontakte myndigheder og give dem sted og dato for afhændelsen. I stedet gør man det, at man finder en ’mekaniker’; en person der kan skille bilen ad og sende den som 3000 smådele til 3000 forskellige modtagere. De modtagere sidder så tålmodigt på de enkelte dele i et stykke tid og sender dem derefter på tilfældige tidspunkter videre til en ny ’mekaniker’, der samler bilen igen og afleverer den til modtager. Slutresultatet er det samme, men det er meget sværere at spore. Det gælder endnu mere for penge, hvor der i princippet ikke er grænser for, hvor mange skæve beløb man kan dele ’bilen’ op i for at forvirre. Det er her, jeg kommer ind og det er dét, jeg er god til. Jeg kan spore de enkelte overførsler og modtageren. Jeg kan samle puslespillet. Men ikke her. Pengene forsvandt. Det umulige skete. Data forsvandt og dermed pengene. De var dokumenterbart overført fra en bitkonto registreret i London med veksling undervejs til Texoz, for at ende som Etherenium på en konto registreret i Ny Kaledonien. De burde være der kort efter, men undervejs forsvandt de. Jeg følte mig som om, jeg var hensat til en gammel B-gyserfilm, hvor jeg skyggede en person, der så for øjnene af mig, som et spøgelse, blev opløst og forsvandt. Jeg kunne angive på ører, hvor mange penge, der var på vej og i teorien kendte jeg den angivne modtager – eller i hvert fald...